Tanker om verden ved årsskiftet.

Vi er nu ved slutningen af 2016, på mange måder et forfærdeligt år. Ikke alene er mange store kunstnere døde, men krige og naturkatastrofer har kostet mange liv, og den politiske udvikling med højrepopulismens fremgang er skræmende. Der er meget at rette op på i 2017, som jeg tror bliver et kampår, på godt og ondt. 

Jeg føler mig, som om jeg er med i en fortælling ligesom Ringenes Herre.  Mørket sænker sig, ondskaben breder sig, og det ser nærmest håbløst ud. Den globale opvarming er ved at løbe løbsk. Krigen i mellemøsten risikerer at brede sig og blive til en verdenskrig. Den sociale ulighed er voksende. Og dog er der nogle glimt i mørket, nogen der kæmper mod det onde for at tænde lys i verden. Nogen der imod alle odds kæmper for en bedre fremtid, vi kan jo kalde det for en bæredygtig fremtid.

Da jeg i sin tid, i 2014, meldte mig ind i Alternativet, så var det først og fremmest pga. klimakrisen og den grønne omstilling.

Jeg var dengang, og er det i og for sig stadigvæk, af den mening, at klimakrisen, som følge af den  den globale opvarmning, er den altoverskyggende trussel og opgave, som må tage absolut førsteprioritet i alt, hvad vi foretager os.

Jeg må dog sige, at på det seneste, så er en anden trussel vokset sig stor, truslen om krig. Udviklingen i krigen i mellemøsten er forfærdelig. Den jordanske konge sagde allerede for et stykke tid siden, at 3. verdenskrig er begyndt. I sidste uge blev det så gentaget af en svensk forsker. Og det er jo forfærdeligt. Jeg håber ikke dette er rigtigt.

På langt sigt er det dog stadig klimatruslen, der er den største, men for at vi kan bekæmpe klimatruslen er der nogle betingelser, der skal opfyldes. Den vigtigste af disse betingelser er fred på jord. 

Man kan også se på det fra en anden synsvinkel. Hvordan stopper vi flygtningestrømmene. Der er 3 krav der skal opfyldes. 1. Fred på jord, 2. større økonomisk lighed mellem fattige og rige, både mellem rige lande fattige lande og mellem rige mennesker og fattige mennesker, og 3. bremsning af den globale opvarming og de klimaforandringer der følger med.

Hvordan griber vi så det an? Først og fremmest har vi brug for en global samarbejde. Intet land kan løse disse omfattende problemer alene. At gemme sig big grænsehegn og passe sig selv løser ingen problemer. På den anden side kan vi heller ikke lade flygningestrømende løbe frit. Det kan få stater til at gå under. Dog er landene i nærområderne, der har modtaget enorme mængder er flygninge, langt mere udsatte end vi er i Danmark, med de relativt få flygtninge vi har modtaget. 

Den sociale ulighed i verden skaber mange flygtninge, flygtninge der ikke kan se nogen fremtid i deres hjemland pga. fattigdom og manglen på muligheder. Derfor må den sociale ulighed reduceres, så befolkningerne bliver i deres egne lande, hvilket vel også er, hvad de helst vil, hvis ellers levebetingelserne var gode nok. Men ofte er der rige mennesker, der ikke ønske en udligningen af uligheden, da de så bliver mindre rige eller mindre magtfulde. 

Og klimaet? Ja, Paris aftalen er blevet ratificeret, et af de gode ting der trods alt skete i 2016, men knap var aftalen underskrevet før valgresultatet i USA satte spørgsmål ved aftalens holdbarhed. Dertil kommer at aftalen ikke er tilstrækkelig til at stoppe klimaforandringerne, yderligere nedskæringer i CO2 udledning er nødvendige. Men i det mindste er første skridt taget. Men i sidste ende tror jeg ikke løsningen kommer fra regeringerne, det er op til jordens befolkning at tage action ved at omstille sit eget forbrug til klimavenlig energi og kræve at regeringer og virksomheder gør deres. Men der er økonomiske kræfter, olie og kul industrien, der modarbejder bestræbelserne på at løse klimakrisen.

Og krigene, hvordan stoppes de? Ja, der har jeg ingen løsninger. Et vedvarende pres og krav om uddannelse og oplysning, der kan højne den globale bevidsthed. Det er lidt fluffy, for nogen simpel løsning findes ikke. For mange er interesseret i at holde krigene igang, der er økonomiske interesser, som ønsker at sælge våben. Der er politiske interesser, der vil have magt, og ikke har skrupler med at føre krig for at få eller beholde den. 

Så alle arbejder altså ikke i samme retning, der er modsatrettede interesser, der forhindrer en udvikling til det fælles bedste. Stregerne er ved at være tegnet op, mørket sænker sig, 2017 bliver et år, hvor vi mere end nogensinde må kæmpe for den verden som vi ønsker os. En verden, hvor vi kan leve i fred, frihed, lighed og i balance med naturen.

Global opvarmning

It's the economy, Stupid!

Det britiske/engelske nej til EU undrer mange, og de fleste giver højrenationalismen skylden.  Men der er to grupper, som udgør det flertal, som sendte UK ud af EU. Det ene er ganske rigtigt den højre nationalistiske/populistiske gruppe, som vil ud af EU af nationalistiske grunde.

Den anden gruppe er de fattige, udsatte, udstødte, arbejdsløse og lavindkomstgrupper, som føler sig hægtet af udviklingen, ikke mener de får deres fair andel af samfundskagen og føler sig svigtet af eliten, og de stemmer i protest. Og indrømmet populisterne er gode til at overbevise denne gruppe, med deres løfter om at alt bliver bedre udenfor.

Der er en stigende økonomisk ulighed i det engelske samfund, utryghed over indvanding og pres på lavlønsområdet. UK er et at de lande i Europa, hvor der er den største økonomiske ulighed.

Der er rigtigt mange, som har stemt ud af EU, fordi de ikke ser, at de får en fair andel af samfundets rigdom. og samtidig med at de ser eliten skumme fløden og rager til sig, de ser bankfolk og andre i den finansielle sektor, som har forårsaget finanskrisen blive forgyldt, selvom de ikke har bidraget til økonomien. Der er en stor vrede over dette.

Resultatet er derfor mere et opgør med neoliberalismen, den politik, som i sin engelske version kaldes Thatcherismen, med nedskæring på sociale ydelser og optimering af konkurencestaten, end det er et nationalistisk væren sig selv nok. Det engelske nej er først og fremmest et nej til neoliberalismen og nej til den stigende ulighed og den stigende sociale utryghed fra de grupper, der følger sig udenfor. Blandt andet lønarbejderne, der har skabt væksten i deres ansigts sved, og som ikke mener, at de får deres fair andel i form af rimelige lønninger og social tryghed. De føler sig svigtede, ja ligefrem røvrendt af eliten.

Så tror da pokker, at de svigtede vælger at gå til yderfløjene og stemme imod.

Løsningen er sådan set lige til. Hvis man vil stoppe vælgerflugten til fløjene, så skal man forbedre det sociale sikkerhedsnet, give fair lønninger til arbejderne, uddanne de dårligt stillede, bygge billige boliger og stoppe finanssektorens spekulation i økonomien, som ikke bidrager til vækst.

I Danmark ser vi den samme udvikling som i England, vi er ikke så langt ude i den neoliberale sump endnu, men vi er godt på vej med nedskæringer på dagpengeperiode og kontanthjælp. Løsningen er den samme.

Frygt, flytninge og klima - og EU.

“The only thing we have to fear is fear itself” - Franklin D. Roosevelt

For leden var jeg til et møde i Kolding om EU som fredens og demokratiets projekt med oplæg fra Rasmus Nordqvist fra Alternativet og den Italienske film instruktør Annalisa Piras, som i 2015 lavede den første film nogensinde om EU krisen set fra en international synspunkt “The Great European Disaster Movie”.  Mødet handlede om Europa, om at EU blev oprettet som en organisation, der skulle sikre fred i Europa. Deri har EU været en stor succes, der har ikke været krig mellem EUs medlemslande siden 2. verdenskrig. Den længste periode af fred mellem disse lande nogensinde. Men idag er EU i krise. I dag står EU overfor store udfordringer, så store at nogle frygter EUs kollaps.

Den efterfølgende debat kom i høj grad til at handle om EUs nuværende udfordringer, ikke mindst de store mængder af flygtninge, som vi har set de senere år. Vi ser store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika. Mange frygter derfor at miste sit arbejde til flygtninge/indvandrere, og frygter at miste vores måde at leve på. Frygter at vores resourcer går til at hjælpe flygtning på bekostning af vores egen velfærd. Denne frygt spiller højrepopulismen på, og bringer derved vores demokrati og frihed i fare. Vi ser højrepopulismens grimme ansigt vokse i Europe, som det ikke er set siden 30-erne. Vi ser lande forsøge at lave deres egne løsninger, med hegn og grænsekontrol, men disse løsninger får blot flygtningerne til at flygte andre steder hen, de løser ikke de grundlæggende problemer. 

Men endnu har EU ikke kunnet finde en fælles løsning på problemerne. Dette er EUs største udfordring, tiden er kommet for alle gode kræfter i EU om at sætte sig sammen og finde fælles løsninger. Derfor har vi i dag mere brug for EU end vi har haft længe. Det er på tide, at EU træder i karakter og finder løsninger, For hvis ikke EU kan finde løsninger, hvem kan så? Det er det EU blev skabt til, at sikre freden og demokratiet i Europa, og freden og demokratiet er truet som aldrig før i EU's levetid.

Efter mødet reflekterede jeg over frygt, og jeg fandt ud af at jeg er også bange, og at der er rigtig god grund til at være bange. Jeg er bange for at det er for sent. For sent at redde klimaet, for sent at reducere CO2 udledningen, så vi kan begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til max. 2 grader. For sent at redde vores civilisation. Bange for at løbet er kørt, og for at den politiske vilje til at gøre noget er for lille.

Vi ser prærie- og skovbrænde i Canada uden sidestykke, vi ser omfattende fiskedød ved Chile forårsaget af forsuring af havene, vi ser værste tørke i Afrika i 50 år, vi ser afsmeltning af indlandsisen i Grønland, vi ser den Vestantarktiske iskappe kollapse, vi ser øer i stillehavet forsvinde i havet, og i det hele taget ser vi voldsommere storme og mere ekstrem vejr, nye vejrrekorder sættes på stribe, over 50 grader Celcius målt i Indien. Hver for sig er disse begivenheder måske ikke usædvanlige, det usædvanlige og alvorlige er, at det hele sker samtidigt. 

Vi ser også, at indlandsisen i Grønland og Antarktis er langt mere påvirkelig af forandringerne i klimaet, end vi hidtil har troet. Det sker forandringer i isen, som er alvorlige og vil medføre en langt hurtigere afsmeltning end hvad vi havde forventet. Kollapset af den Vestantarktiske iskappe vil i sig selv give en havstigning på 3 meter - dette er uomgængeligt, eneste spørgsmål er hvor hurtigt det vil ske.

Vi ser allerede konsekvenser af den globale opvarmning, men hvad vi ser er kun begyndelsen. Vi vil se mere tørke, vi vil se flere oversvømmelser, vi vil se kyststrækninger forsvinde i havet, vi vil se storbyer som New York og København blive oversvømmet af havet, vi vil se sult og hungersnød i et omfang som aldrig er set før, vi vil se enorme mængder af flygtninge, så støre mængder at det får vores nuværende flygtninge situation til at ligne en skvulp i et badekar. Derfor er klimaændringerne den største udfordring vi står overfor i vor tid, og derfor må omstilling til vedvarende energi have absolut første prioritet. 

Alene kan vi i Danmark ikke gøre ret meget, men det vi kan gøre er at vise, at det er muligt at gøre noget. Vi kan inspirere, vi kan vise vejen. Og når nogen går forrest, så er der andre der går med. Og så kan vi i samarbejde med andre lande i Europa og i hele verden gøre en forskel. Det er vigtigere nu end nogensinde før, at vi står samme i EU, nationale løsninger er ikke løsninger, kun i tæt internationalt samarbejde kan vi løse de problemer vi står overfor.

Jo, der er rigtig god grund til at være bange, at føle frygt. Det er frygtindgydende udfordringer vi står over for med klimaet. Men løsningen er ikke at lade frygten vinde og gemme sig bag grænsehegn og grænsekontrol, og lade frygten føre til splittelse, opløsning og nedbrud af menneskerettigheder.

Vi må have modet til sammen i fællesskab at finde de gode løsninger. Lige netop det, som EU blev skabt til. 

Forstå din klimabenægter - 2

“Det er ikke den stærkeste art, der overlever, ej heller den mest intelligente. Det er den, der bedst tilpasser sig forandring.” - Charles Darwin

I min sidste blog skrev jeg at benægtelsen af menneskeskabte klimaforandringer er ideologisk. At man afviser klimaforandringer fordi en anerkendelse af menneskeskabte klimaforandringer vil kræve et opgør med selve den kapitalistiske ideologi, som mange på højrefløjen bekender sig til. Men der findes også en anden årsag til at benægte klimaændringer, måske en vigtigere årsag, selvom de er forbundne, den er også kapitalistisk.

Mange har store økonomiske interesser i kul og olie industrien. Derfor vil en anerkendelse af klimaforandringerne være direkte økonomisk skadeligt for disse virksomheder, det vil direkte ødelægge deres forretningsmodel.

Det bedste disse firmaer kan gøre er, at finde en ny forretningsmodel baseret på vedvarende energi. Brug overskuddet fra kul og olie til at investere i grøn energi. Som de f.eks. gør i Norge.

Istedet er der desværre nogle firmaer der istedet bruger penge på at sprede misinformation og støtte politikere mod, at de til gengæld sørger for at forhindre klimavenlig lovgivning. Det har man set i USA, hvor republikanere har forhindret Præsident Obama i at gennemføre klimalovgivning.

I evolutionen er det sådan, at hvis ikke man følger med udviklingen og tilpasser sig, så vil man forsvinde. Dette vil også blive skæbnen for Olie og Kul industrien. De må udvikle sig til en energiindustri med vægt på vedvarende energi. Hvis de holder fast i kul og olie, så vil de gå under. Det er evolutionens lov.

Forstå din klimabenægter

"Klimaændringer er en langvarig udfordring, men én som kræver øjeblikkelig handling, ikke i morgen, men i dag og lige nu.” - Achim Steiner - Direktør i FN’s miljøprogram, UNEP

Det har tit undret mig, hvordan klimabenægtere kan blive ved med at benægte at udledningen af CO2 fører til klimaændringer. Beviserne hober sig op, både målinger, observation og de teoretiske modeller peger alle i samme retning, klimaændringerne er reelle og vil få ganske alvorlige konsekvenser, hvis ikke vi får stoppet udledningen af drivhusgasser, første og fremmest stoppet udledningen af CO2. Ikke desto mindre bliver klimabenægterne ved med at benægte og bortforklare. Det har undret mig hvordan ellers fornuftige og rationelle mennesker i den grad kan blive ved med at ignorere videnskabelige fakta.

 Jeg er nu kommet frem til at det er ideologi. Hvis klimabenægterne, som især findes blandt højrefløjen, neoliberalister og amerikanske konservative, indrømmer at klimaforandringerne er reelle, som videnskaben jo siger, så indrømmer de også, at man ikke kan lade de frie markedskræfter styre forbruget af gas, olie og kul, men at forbruget må reguleres ganske kraftigt. Regulering smager af socialisme, så derfor er dele af højrefløjen i mod af rent principielle grunde, på trods af fakta.

 Det må også være svært, når man nu hele sit liv har hyldet kapitalismen og det frie marked, at indse og acceptere, at der er et problem, som det frie marked ikke kan løse, men tværtimod, at det frie marked og kapitalismen er selve årsagen til problemet. At kravet om evig vækst og forbrug er blevet en trussel mod hele menneskeheden.

Men socialismen er heller ikke løsningen, ligesom kapitalismen så er socialismen en materialistisk ideologi, som handler om fordelingen af materien. I stedet må vi finde en tredje vej, en vej hvor vækst ikke er målet, væksten må underordnes et større mål, et mål om et samfund, der ikke overforbruger jordens ressourcer. Konkurrencesamfundet må vige til fordel for et samarbejdssamfund, hvor vi samarbejder om at begrænse forbruget af jordens ressourcer til et bæredygtigt niveau, hvilket også vil kræve en fordeling af ressourcerne så alle har nok til at kunne klare sig.

Man skal dyrke sin have

"Man skal dyrke sin have" - Voltaire

Velstand er et middel til at nå det gode samfund, ikke et mål i sig selv. Derfor skal velstanden bruges rigtigt, til at skabe det gode samfund, og ikke have lov at vokse vildt. Samfundet skal være en velplejet have, hvor alle får næring og solskin og mulighed for at udfolde sine blade og blomster, sine evner. Samfundet skal ikke være en vildtvoksende jungle, hvor kun den stærkeste overlever.

Desværre lever vi i dag i en tid, hvor det synes at være glemt, at velstand er et middel og ikke et mål for samfundet. Det resulterer i større ulighed og at de svageste bliver svigtet. Det er derfor brug for at gentænke vores samfund, hvordan vi ønsker, at vores samfund skal være.

Der vil uden tvivl ske store ændringer i de kommende år, den teknologiske udvikling går rivende hurtigt og vil give os nogle fantastiske muligheder. Men også klimaændringerne går bekymrende hurtigt og der skal findes løsninger. Der skal træffes nogle valg, hvordan sikrer vi, at den teknologiske udvikling kommer alle til gode? Og ikke fører til at rigdommen samles på færre og færre hænder, som vi ser en tendens til i dag. Og hvordan sikrer vi at klimaændringerne ikke kommer til at gå ud over de fattigste, som ikke har midler til at håndtere krisen, og giver en endnu mere splittet verden.

Vi vil ikke have en vildtvoksende samfund, hvor jungleloven regere, og rigdommen samles på få hænder og de dårligst stillede svigtes. Vi vil have et samfund, hvor alle får del i velstanden. Et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

"Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
Når få har for meget og færre for lidt."
- N. F. S. Grundtvig