onsdag den 13. april 2016

Forstå din klimabenægter

"Klimaændringer er en langvarig udfordring, men én som kræver øjeblikkelig handling, ikke i morgen, men i dag og lige nu.” - Achim Steiner - Direktør i FN’s miljøprogram, UNEP
Det har tit undret mig, hvordan klimabenægtere kan blive ved med at benægte at udledningen af CO2 fører til klimaændringer. Beviserne hober sig op, både målinger, observation og de teoretiske modeller peger alle i samme retning, klimaændringerne er reelle og vil få ganske alvorlige konsekvenser, hvis ikke vi får stoppet udledningen af drivhusgasser, første og fremmest stoppet udledningen af CO2. Ikke desto mindre bliver klimabenægterne ved med at benægte og bortforklare. Det har undret mig hvordan ellers fornuftige og rationelle mennesker i den grad kan blive ved med at ignorere videnskabelige fakta.

 Jeg er nu kommet frem til at det er ideologi. Hvis klimabenægterne, som især findes blandt højrefløjen, neoliberalister og amerikanske konservative, indrømmer at klimaforandringerne er reelle, som videnskaben jo siger, så indrømmer de også, at man ikke kan lade de frie markedskræfter styre forbruget af gas, olie og kul, men at forbruget må reguleres ganske kraftigt. Regulering smager af socialisme, så derfor er dele af højrefløjen i mod af rent principielle grunde, på trods af fakta.

 Det må også være svært, når man nu hele sit liv har hyldet kapitalismen og det frie marked, at indse og acceptere, at der er et problem, som det frie marked ikke kan løse, men tværtimod, at det frie marked og kapitalismen er selve årsagen til problemet. At kravet om evig vækst og forbrug er blevet en trussel mod hele menneskeheden.

Men socialismen er heller ikke løsningen, ligesom kapitalismen så er socialismen en materialistisk ideologi, som handler om fordelingen af materien. I stedet må vi finde en tredje vej, en vej hvor vækst ikke er målet, væksten må underordnes et større mål, et mål om et samfund, der ikke overforbruger jordens ressourcer. Konkurrencesamfundet må vige til fordel for et samarbejdssamfund, hvor vi samarbejder om at begrænse forbruget af jordens ressourcer til et bæredygtigt niveau, hvilket også vil kræve en fordeling af ressourcerne så alle har nok til at kunne klare sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar