“The only thing we have to fear is fear itself” - Franklin D. Roosevelt
For leden var jeg til et møde i Kolding om EU som fredens og demokratiets projekt med oplæg fra Rasmus Nordqvist fra Alternativet og den Italienske film instruktør Annalisa Piras, som i 2015 lavede den første film nogensinde om EU krisen set fra en international synspunkt “The Great European Disaster Movie”. Mødet handlede om Europa, om at EU blev oprettet som en organisation, der skulle sikre fred i Europa. Deri har EU været en stor succes, der har ikke været krig mellem EUs medlemslande siden 2. verdenskrig. Den længste periode af fred mellem disse lande nogensinde. Men idag er EU i krise. I dag står EU overfor store udfordringer, så store at nogle frygter EUs kollaps.
Den efterfølgende debat kom i høj grad til at handle om EUs nuværende udfordringer, ikke mindst de store mængder af flygtninge, som vi har set de senere år. Vi ser store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika. Mange frygter derfor at miste sit arbejde til flygtninge/indvandrere, og frygter at miste vores måde at leve på. Frygter at vores resourcer går til at hjælpe flygtning på bekostning af vores egen velfærd. Denne frygt spiller højrepopulismen på, og bringer derved vores demokrati og frihed i fare. Vi ser højrepopulismens grimme ansigt vokse i Europe, som det ikke er set siden 30-erne. Vi ser lande forsøge at lave deres egne løsninger, med hegn og grænsekontrol, men disse løsninger får blot flygtningerne til at flygte andre steder hen, de løser ikke de grundlæggende problemer.
Men endnu har EU ikke kunnet finde en fælles løsning på problemerne. Dette er EUs største udfordring, tiden er kommet for alle gode kræfter i EU om at sætte sig sammen og finde fælles løsninger. Derfor har vi i dag mere brug for EU end vi har haft længe. Det er på tide, at EU træder i karakter og finder løsninger, For hvis ikke EU kan finde løsninger, hvem kan så? Det er det EU blev skabt til, at sikre freden og demokratiet i Europa, og freden og demokratiet er truet som aldrig før i EU's levetid.
Efter mødet reflekterede jeg over frygt, og jeg fandt ud af at jeg er også bange, og at der er rigtig god grund til at være bange. Jeg er bange for at det er for sent. For sent at redde klimaet, for sent at reducere CO2 udledningen, så vi kan begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til max. 2 grader. For sent at redde vores civilisation. Bange for at løbet er kørt, og for at den politiske vilje til at gøre noget er for lille.
Vi ser prærie- og skovbrænde i Canada uden sidestykke, vi ser omfattende fiskedød ved Chile forårsaget af forsuring af havene, vi ser værste tørke i Afrika i 50 år, vi ser afsmeltning af indlandsisen i Grønland, vi ser den Vestantarktiske iskappe kollapse, vi ser øer i stillehavet forsvinde i havet, og i det hele taget ser vi voldsommere storme og mere ekstrem vejr, nye vejrrekorder sættes på stribe, over 50 grader Celcius målt i Indien. Hver for sig er disse begivenheder måske ikke usædvanlige, det usædvanlige og alvorlige er, at det hele sker samtidigt.
Vi ser også, at indlandsisen i Grønland og Antarktis er langt mere påvirkelig af forandringerne i klimaet, end vi hidtil har troet. Det sker forandringer i isen, som er alvorlige og vil medføre en langt hurtigere afsmeltning end hvad vi havde forventet. Kollapset af den Vestantarktiske iskappe vil i sig selv give en havstigning på 3 meter - dette er uomgængeligt, eneste spørgsmål er hvor hurtigt det vil ske.
Vi ser allerede konsekvenser af den globale opvarmning, men hvad vi ser er kun begyndelsen. Vi vil se mere tørke, vi vil se flere oversvømmelser, vi vil se kyststrækninger forsvinde i havet, vi vil se storbyer som New York og København blive oversvømmet af havet, vi vil se sult og hungersnød i et omfang som aldrig er set før, vi vil se enorme mængder af flygtninge, så støre mængder at det får vores nuværende flygtninge situation til at ligne en skvulp i et badekar. Derfor er klimaændringerne den største udfordring vi står overfor i vor tid, og derfor må omstilling til vedvarende energi have absolut første prioritet.
Alene kan vi i Danmark ikke gøre ret meget, men det vi kan gøre er at vise, at det er muligt at gøre noget. Vi kan inspirere, vi kan vise vejen. Og når nogen går forrest, så er der andre der går med. Og så kan vi i samarbejde med andre lande i Europa og i hele verden gøre en forskel. Det er vigtigere nu end nogensinde før, at vi står samme i EU, nationale løsninger er ikke løsninger, kun i tæt internationalt samarbejde kan vi løse de problemer vi står overfor.
Jo, der er rigtig god grund til at være bange, at føle frygt. Det er frygtindgydende udfordringer vi står over for med klimaet. Men løsningen er ikke at lade frygten vinde og gemme sig bag grænsehegn og grænsekontrol, og lade frygten føre til splittelse, opløsning og nedbrud af menneskerettigheder.
Vi må have modet til sammen i fællesskab at finde de gode løsninger. Lige netop det, som EU blev skabt til.
